Det finder du på Vejforum 2021

01-03-2021Vejforum

Det finder du på Vejforum 2021

Indlæg: Alle indlæg vurderes af faggruppen, der sammensætter programmet for Vejforum 2021. Et indlæg skal præsentere et nytænkende projekt, produkt eller en ny arbejdsgang, der er implementeret, og som har demonstreret eller sandsynliggjort en effekt. Indlæg fra studerende skal være nytænkende, men der stilles ikke krav om implementering og demonstreret effekt af projektet. Der er afsat 20 minutter til præsentationen og 10 minutter til diskussion. Der kan kun tilmeldes en indlægsholder, som er ansvarlig for indlægget. Hvis man vil have to indlægsholdere, skal man aftale det med sessionslederen på forhånd.

Workshop: En workshop varer normalt 90 minutter og handler typisk om et aktuelt emne, hvor der ønskes en drøftelse af viden og erfaringer mellem fagfolk, men hvor der endnu ikke foreligger endelige resultater, analyser eller kun få praktiske erfaringer. En workshop begynder med enkelte korte indlæg på højest 5 minutter hver som oplæg til en debat blandt workshoppens deltagere i mindre grupper og en samlet diskussion af de enkelte gruppers arbejde. Workshoppen ledes af en facilitator og kan være en selvstændig session eller være opfølgning på indlæg i en separat session.

Udstilling: På Vejforum er der en udstilling, hvor vejsektorens leverandører viset deres specialer frem. Det tilstræbes, at der en faglig sammenhæng mellem udstillingen og det faglige program. Udstilling vil foregå i lokaler H, I og J, vandrhallen og i foyeren på Nyborg Strand.

Mødestedet: På Vejforum er der reserveret et lokale, hvor udstillere, indlægsholdere og deltagere kan mødes på tomandshånd i rolige omgivelser. Det er ikke nødvendigt at booke en plads i lokalet, der står til fri disposition for alle deltagere.