Sådan gør du, hvis du vil være indlægsholder

20-04-2021Vejforum

Sådan gør du, hvis du vil være indlægsholder

Du skal vælge, hvilken type bidrag, du ønsker at foreslå. Du kan vælge at bidrage med et indlæg eller en workshop.

Læs mere om de to typer her.

Når du har valgt typen, skal du vælge et af Vejforums to emner:

  • Planlægning, trafik og transport
  • Udbud, anlæg og drift

Til hvert emne er knyttet en række temaer. Du kan se mulighederne i forbindelse med tilmeldingen.

Når du har valgt type, emne og tema, skal du beskrive dit bidrag i en sammenfatning. Bekskrivelsen afhænger af den valgte type, og du skal tilpasse din beskrivelse til dit valg. Ønsker du at holde en workshop skal det tydeligt angives øverst i beskrivelsen. Der skal indsendes en sammenfatning på en halv A4 side som en pdf fil. Sammenfatningen skal beskrive formål, fremgangsmåde og vigtigste resultater. Specielt skal omtales, hvad der er nyt inden for området. Det er vigtigt, at du giver en kort, præcis og fyldestgørende sammenfatning af dit indlæg, da det alene er den, som danner grundlag for faggruppens vurdering af dit forslag.

Send dit forslag senest den 20. maj.

Vi giver besked senest den 30. juni, om dit indlæg er accepteret. Du vil så få besked om, hvem der er din kontaktperson i faggruppen, som kan hjælpe dig, hvis du har spørgsmål til vurderingen.

Tilmelding sker på www.vejforum.dk. Vejforum registrerer én ansvarlig indlægsholder for hvert indlæg. Den ansvarlige indlægsholder skal tilmelde sig som deltager på Vejforum og får en rabat på 1.800 kr. ved tilmelding. Er der to, som deler et indlæg, er det kun den ansvarlige indlægsholder, som får rabat. Den ansvarlige indlægsholder skal senest 14 dage før Vejforum uploade præsentationen og præsentere indlægget på Vejforum. Er der flere indlægsholdere til et indlæg, skal det aftales med sessionslederen inden Vejforum.

Vejforum registrerer én fagligt ansvarlig for hver workshop. Den fagligt ansvarlige skal i samarbejde med sessionslederen planlægge og gennemføre workshoppen, herunder lave aftaler med eventuelt andre medvirkende. Den fagligt ansvarlige for workshoppen får rabat som indlægsholder ved tilmelding til Vejforum som deltager. Andre medvirkende deltagere får ikke rabat, hvis de ønsker at deltage i Vejforum udover workshoppen.

Faggruppe

Alle indkomne forslag vurderes af faggruppen, der sammensætter det endelige program for Vejforum. Du kan se kontaktoplysninger for faggruppens medlemmer under "Hvem er vi?"

Dialog med sessionslederen

Din kontaktperson i faggruppen vil så vidt muligt også blive din sessionsleder, som tilbyder vejledning og vurdering af præsentationen, der skal uploades på hjemmesiden senest 14 dage før Vejforum. Hvis sessionslederen ikke har nogen bemærkninger til præsentationen, forventes det, at du præsenterer dit indlæg på Vejforum. Du skal selv medbringe din præsentation til Vejforum. Vejforum tilbyder alle indlægsholdere et præsentationskursus.

Copyright og ophavsret

Ved accept af bidrag til Vejforum erklærer indlægsholdere sig indforstået med, at indlægsholdere selv er ansvarlig for copyright til det anvendte materiale, og selv bærer ansvaret i forhold til krænkelse af ophavsret.