16-03-2022Dansk Brodag
Et stort set enigt Folketing udråbte 2022 til Cyklens år. Danmark er værter for starten på Tour de France, javel - men politisk er det især en markering af, at vi skal fortsætte med at fremme cyklismen i Danmark.
Foto: Dissing+Weitling
Vi er allerede gode til det der med cykler – og i al fald bedre end de fleste andre lande. Ikke mindst i hverdagen og som dagligt transportmiddel. Det er en tradition, vi ikke bare har holdt fast i men måske ligefrem er blevet bedre til, for vores sundhed, vores klima og trængslen kan ikke få nok af cykler.
Derfor vil der hele året være fokus på cyklisme, og året skal være med til at kickstarte et større fokus på, hvordan cyklen bliver et attraktivt alternativ i hele landet.
Også Dansk Brodag 2022 har fundet en god anledning til at sætte fokus på cyklisme, og anledningen er Folehaven Cykel- og Gangbro - en ganske imponerende næsten 150 meter lang bro, som bør få også de mest inkarnerede bronørders øjne til at nikke anerkendende. Det er nemlig en flot bro med stålmaster der hælder og strækker sig mod himlen. Den er designet af Dissing+Weitling.
Broen spænder over hele seks voldsomt trafikerede vejbaner ved Folehaven mod Holbækmotorvejen og har et frit spænd på 42 meter i et blødt skåret snit hen over bilerne. Et krydsfelt mellem cykler og biler, som man kalder det í programet til Dansk Brodag 2022.
Broen indgår i dag som en del af en såkaldt supercykelsti, og udfordringerne med at bygge den bro, vil Lennart Lynge Larsen fra Bladt Industries give indblik i på brodagen.