Vi kan godt træde lidt på speederen

26-11-2021Vejforum

Vi kan godt træde lidt på speederen

Med Den grønne Omstilling som tema for årets Vejforum kommer man næppe i bedre selskab end med Niels Buus Kristensen, som har stået centralt i de senere års forskning om trafik og klima.

På Vejforum bliver der lejlighed til at møde Niels Buus Kristensen, der blandt mange tillidsposter også er  næstformand for Klimarådet. Han er til daglig forskningsleder ved Transportøkonomisk Institutt i Oslo og har indgående kendskab til transportsektoren i relation til klimaudfordringen.

Herhjemme i Danmark har vi, udover hans medlemskab af Klimarådet, haft fornøjelse af hans indsigt i trafikal belastning, klima og tranportøkonomi i diveres kommissioner blandt andre Trængselskommissionen.

Niels Buus Kristensen er derfor en af de fagligt kyndige, man naturligvis tager med på råd. Vejforum håber da også at kunne trække forskningsbaseret viden frem om de udfordringer, som sektoren i praksis skal håndtere og implementere i de kommende år. Niels Buus Kristensen mener, at vi er kommet godt igang, men slår også fast, at vi har travlt.

- På persontransportsiden er elektrificeringen både på vej og bane på rette vej, men vi kan træde lidt på speederen ved at sikre en hurtig udrulning af et landsdækkende offentligt ladenet. Den store udfordring er, hvordan det skal ske inde i de store byer, hvor mange biler kantstensparkerer over natten, påpeger Niels Buus Kristensen og tilføjer, at det ligeledes er uafklaret, hvad der bliver de rigtige løsninger for den tunge vejgodstransport.

- Men også her bliver der givetvis behov for lademuligheder, som fra starten bør indtænkes i det samlede offentlige ladenet.   

Niels Buus Kristensen  er især optaget af  analyser af samfundsøkonomi og transportpolitik med fokus på  klimaudfordringen. Udfordringen er at omstille transportsektoren til nuludslip samtidig med at vi sikrer høj mobilitet både i byerne, i lokalsamfundene og over de lange afstande. 

- Den grønne omstilling vil formentlig påvirke vores internationale flyrejser og søtransport mest. De bliver begge dyrere. Den daglige mobilitet bliver derimod næppe væsentligt påvirket af elektrificeringen i sig selv. Men andre tendenser som fortsat urbanisering og ny teknologi som fx selvkørende biler vil øge trafikkens belastning i byerne, vurderer Niels Buus Kristensen.

 Det handler derfor om i dag og i de kommende år at tænke klima, bæredygtighed og effektiv udnyttelse af pladsen i byerne ind i fremtidens transportsystem, samtidig med at der sker - mens vi skriver dette - kolossale dynamiske forandringer.

 - Spørgsmåler er derfor om vi overhovedet kan planlægge et fremtidigt transporsystem, som vi ikke reelt kender. Risikerer vi ikke at påtage os omkostninger i dag, som viser sig at være overflødige i morgen?